2004 Tipsfesten

Punktet der blev væk – et glædeligt gensyn med Tipsfesten

Af Wolves

Efter fire år i dvale stod den endelig på Tipsfest igen. Som i de gode gamle dage stod Salten by som vært for denne samling af fodboldgale tippere, og med lidt forsinkelse kunne mr. Vt, alias Esbjerg Hans, sætte æblekagen på bordet. Ni mand var vi – ganske imponerende også en mand, der endnu aldrig har sat så meget som en halvgardering i Vt – Punkt1 er nemlig fra ventelisten, men iført Manchester U. trøje gjorde han sit indtog, mens Blaster havde lejet en bil og kørt fra Rødovre om morgenen alene for at være en del af Tipsfesten. En understregning af, at Vt er noget helt specielt.

Men én manglede – legenden over dem alle. Hvordan beskriver man ellers en mand, der er blandt landets 20 bedste dartspillere, er set æde 18 hot dogs i træk, og i øvrigt underholder hele selskabet med lumre vittigheder???? Samsø gjorde i sandhed sin smukke Tips-fest entré omkring klokken seks. Da var pilene fyret af sted i 1. divisionsmatchen, og så stod den ellers på æblekage. En hel skål til legenden – til orientering var vi ni mand om den anden skål tidligere på dagen…

Ingen Vt uden tipsbold, og ganske som sædvanlig var der livlig snak om udviklingen i kampene, som sjovt nok endte med, at ingen af de fremmødte hos tipsfesten tabte – udover i de opgør, hvor begge var til stede på Frisholmvej i Salten. Specielt Chairman gjaldede sin glæde ud over at få skudt den højtflyvende Falken ned – fra start meldte Chairman ud, at han vidste alt om sport, og man må da sige bagefter, at selv om det kiksede i de tre første quizzer, så lykkedes det til sidst at hive sejren hjem i den traditionsrige TIPS-blads quiz arrangeret af Wolves. Samme Wolves hev sejren hjem i de tre første quizzer – men specielt Blasters quiz om engelsk fodbold var det vist mere held end forstand. Det krævede faktisk paratviden om den nordirske 1. division i 1989 for at kunne klare sig igennem den.

Chairman kan vel godt udnævnes til Vt´s hurtigsnakker. Han har en kommentar til alt, og flere kommentarer til det meste, men selv han kunne ikke finde det manglende punkt i turneringslederens tale. “Punkt 1 vil jeg godt sige, at jeg har dårlige erfaringer med at ændre på noget, når der er penge involveret, og punkt 2…..ja bum bum….punkt 2….(tavshed)….det kan jeg ikke huske”. Nu burde Hans jo vide, at der kun er plads til ét punkt i Vt, og han sad ligesom i stuen med Manchester United-trøje på, men alligevel kastede han sig ud i to punkter med det resultat, at punkt 2 var blevet væk…

Og så var det så småt ved at gå hjemad – heldigvis med nyheden af, at vi allerede til sommer samles igen, når Falken inviterer til Vt-sommerfest. Et herligt ekstra indslag, så ventetiden til næste års tipsfest er til at holde ud. En tipsfest, som tilmed markerer Vt’s 10 års jubilæum.

Nu vil kendere af tipsfesten nok spørge om, hvad der blev af “Die übergrosse Bundesliga Wienerschnitzel”, og bare rolig – selv om lokumsbrættet var skrumpet ind til en frisbee, så var der stadig mad til alle i de omkring 20 minutter, vi var på Salten Kro. Sjældent har så mange spist så meget på så kort tid, som den aften.