Gode vibrationer – og matematiske halvgarderinger på Pejsegården

En ny tradition synes indledt den 5. februar 2005 da tipsfesten var flyttet fra det traditionelle hos turneringslederen og Salten kro til Hotel Pejsegården i Brædstrup hvor i alt ni logebrødre var mødt op.

Alle blev vi mødt af en propfuld parkeringsplads, hvilket viste sig at have hensyn til den danske dueforening. Det var en stor fest, hvortil det mindre logeselskab var henvist til den modsatte side af gangen med et lokale for os selv.

Duesteg og logefolk på Pejsegården
Selv om Stark og Samsø aldrig havde set hinanden før fandt de hurtig hinanden i restaurant Dillen. De havde allerede den første fadøl godt i halsen da turneringslederen ankom. Efter lidt forvirring om hvor tipsturneringen egentlig skulle holde til blev lokalet alligevel lokaliseret på 1. sal inden AaB, Falken, FC Whisky, Sporti og Wolves fandt samme vej.

Lokaliteterne var i top. Hotelfatter bød os velkommen og fik hurtig bestillingssedlen frem til lidt kaffe, tærte og pils på bordet, alt i mens en yngre ansat tilrettede TV med Internet til ”storskærm”.

Mens rækkerne blev gjort klar til eftermiddagens DONG fra turneringslederens bærbare PC til håndboldkampen mellem Tunesien og Spanien, blev der splejset sammen til DT´s tips 13-kupon med det matematiske halgarderingssystem M 0-9-512.

Som sædvanligt gik bølgerne højt undervejs, og speciel da vores splejsede række kort før tid nåede op på 11 rigtige blev de sidste minutter imødestet med ekstra stor spænding. Skulle det virkelig lykkes at få den ultimative gevinst på selve dagen? Nej, det lykkes desværre ikke, da det til sidst kun blev til en 10er.

Wolves vippet af tronen
Under håndboldkampen til DONG blev der yderligere sat et par konkurrencer i spil, hvor først Sporti og dernæst Esbjerg kunne hæve gevinsten. Omkring kl. 18.00 dukkede Peter op efter aftale.

Efter en tør omgang DONG-håndbold blev sindene stimuleret lidt til den årlige Vt-quiz som højst overraskende endte med sejr til FC Whisky med 6 rigtige – og dermed et spil kort rigere. En quiz som Wolves ellers har sat solidt på de seneste år – denne gang med lidt flere uberegnelige spørgsmål fra turneringens egne rækker.

Ventetid for spillelystne logebrødre
Tiden gik indtil kl. 19.00 hvor maden var bestilt i Dillen – troede vi. Efter talrige vink kom det først på bordet kl. 20.20 – dog først efter en forret med diverse suppe til Wolves og FC Whisky.

De fleste havde for traditionens skyld bestilt en Wienersnitzel, uden denne dog kom i nærheden af Die Ubergrosse som tidligere har været indtaget i lokumsbrætstørrelse på Salten kro. Måltidet i sig selv kan vi dog ikke klage over.

Sporti var plaget af lidt sygdomssymptomer og kørte derfor hjem lige efter aftensmaden, samtidig med at Logens brødre indtog et bord længere nede i Dillen til rafling og andet godt for spillelystne folkefærd, hvor speciel AaB i starten høstede godt i den enarmede, for dog senere at sætte det hele til igen.

Raflebægrene i spil til sidste fløjt
For tyve kroner pr. person gik bægeret rundt til utallige omgange, inden det hele sluttede omkring midnat hvor kun FC Whisky og Samsø dog var ene om et væskeindtag som ikke kunne forsvare egen kørsel i bil.

Alt i alt fik tipsfesten igen illustreret hvor godt et sammenhold disse arrangementer giver blandt Logens brødre i Vestjysk tipsturnering. Samtidig var Pejsegården et ideel sted til afholdelse, om end fremtidens tipsfester gerne lige må indeholde en rigtig tipskamp fra fodboldens verden for at sætte prikken over iet.